Hvad er kærlighed?

Helt fra vi er bittesmå, kender vi til kærlighed. Vi fødes ind i en verden, hvor vi lærer, at kærlighed er det vigtigste i livet. Vi åbner vores øjne som babyer og forventer den kærlighed, vores forældre og familie giver os. Men der er også en anden kærlighed. En kærlighed til partneren. En kærlighed, hvor der gives plads til de store følelser, til sex, til død og til nyt liv. Den kærlighed er måske slet ikke særlig gammel, selvom vi Homo Sapiens har været på jorden flere 100 tusinde år.

En opfindelse i 1800-tallet?

Nogle historikere og litteraturhistorikere vil måske hævde, at kærligheden til partneren først rigtig kom i 1800-tallet. Ikke fordi længsel, tryghed og sex ikke fandtes før. Men ordene for dette, sproget for selve denne kærlighed eksisterede simpelthen ikke før.

Vi mennesker havde ikke frihed til at vælge kærligheden, som vi har i dag. Vi havde ikke meget valg, når vi skulle giftes. Vi kunne ikke lede efter eller følge vores kærlighed til et andet menneske, selv hvis vi skulle have lyst dertil.

Måske opstod kærligheden faktisk blandt nogle af de mennesker, der i dag får en del hug. De studerende på universiteterne, som ikke kunne finde sig et arbejde – humanisterne. De og digterne begyndte i tidsperioden, som nu er kendt som romantikken, at beskrive deres store længsel efter kærlighed, tryghed og sex.

Denne længsel forblev ofte uforløst i deres digtning, skuespil og romaner. Tænk engang på Shakespeare og kærlighedsværket over dem alle – Romeo og Julie.

Det er en af de klareste eksempler, vi har på, hvad det vilde og ekstreme kærlighed faktisk er. Men kærligheden i stykket er uopnåelig. De får aldrig hinanden, du søger hinanden, men kan ikke, hvilket blot styrker kærligheden.

Romantikeren forbliver ukonkret

Kærligheden blev altså beskrevet som søgen efter noget helt utrolig, men også noget, man ikke kunne opnå. En trend, der kun skulle blive større, som tiden kom op i 1800-tallet og 1900-tallet. Shakespeares værk var selvfølgelig noget forud for sin tid.

Måske kender læseren også denne ukonkrete og uopnåelige kærlighed. Vi så alle Disney-film som små. Vi hørte de romantiske fortællinger, hvoraf mange af dem er fra 1800-tallet. Vi kender til eventyrerne, der starter med “der var engang” og slutter med “de levede lykkeligt til deres dages ende”.

Sådan drømte og forestillede vi os som børn, hvor man kunne møde prinsen på den hvide hest og ride mod solnedgangen med ham.

Problemet med dette er blot, hvad så når solen går ned efter solnedgange, hvad med dagen efter. Fortsætter kærligheden så bare forevigt – lever vi lykkeligt til vores dages ende, hvis vi finder den rette?

Kærlighed mellem ægtepar

Du kan jo forhøre dig blandt dine forældre. Du kan spørge et ægtepar. Eller du kan mærke efter dit eget hjerte.

For kærlighed er ikke nogen konstant, heller ikke hvis du finder prinsen på den hvide hest. Vi kan kune være forelskede i et vist antal tid. Herefter begynder så livet sammen med partneren.

Det betyder ikke, at der ikke stadig er kærlighed. Det betyder blot, at kærlighed ikke er konstant, den ser ikke ens ud for alle eller gennem hele forholdet.

Vi kender alle forelskelsen. I starten af forholdet møder man det andet menneske og kan slet ikke se fejlene, man kan nærmest ikke trække vejret uden at partneren er tæt på.

Kærligheden føles så stærk, så ægte. Efter noget tid falmer den så. Nu står du tilbage med et menneske, hvor fejlene sagtens kan udpeges. Men det betyder ikke, at du stadig har et kærlighedsforhold til det menneske. Kærligheden til det andet menneske har blot taget en ny form. Her begynder det “rigtige forhold”. Her er den “rigtige”, vedvarende og lange kærlighed, hvor man er sammen, fordi man virkelig elsker den anden.